Artikler

Ny sixpack giver miljøet en hjælpende hånd

For at reducere brugen af plastik lancerer Carlsberg ‘Snap Pack’, der er en miljøvenlig verdensnyhed.

Dåseøllen har været en indgroet del af danskernes ølvaner siden 2002, hvor metaldåserne indtog Danmark. Den simple indpakning og det praktiske antal øl gjorde øjeblikkeligt sixpacken til en bestseller, der har erobret festivaler, havefester og hyggelige stunder. Sixpacken har med andre ord været en stor succes, og nu vil Carlsberg gøre den til en del af løsningen på den globale opvarmning og gøre noget godt for miljøet.

I stedet for at pakke sixpacks ind i plastik vil dåserne i fremtiden blive klæbet sammen med en innovativ teknologi, der kaldes Snap Pack, og som bruger op til 76 pct. mindre plastmateriale end den nuværende plastindpakning. Bryggeriet kan spare mere end 150 tons plast om året alene i Danmark, når alle dåser, der tidligere var pakket ind i plastik, går over til Snap Pack.

Carlsbergs nye Snap Pack

En revolutionerende lim på vores nye 6-pack, reducerer i første omgang vores årlige plastikforbrug med mere end 20 tons.

Se hvordan Snap Packen klarede sig i Århus.

At vælge at fjerne plast fra emballagen, handler om at ‘gøre det rigtige’ og sørge for, at naturen ikke lider last af unødvendig plast, forklarer bæredygtighedschef Simon Boas Hoffmeyer.

»Vores mål er selvfølgelig at brygge verdens måske bedste øl, men vi anerkender vores ansvar for at lave mere bæredygtige produkter. Snap Pack leverer på alle fronter: Det giver forbrugerne den gode øloplevelse, der også er bedre for miljøet,« siger Simon Boas Hoffmeyer.

Indsatsen trækker tråde tilbage til brygger J.C Jacobsens vision for bryggeriet i 1847. Han ville gøre verden til et bedre sted og var drevet af en livslang nysgerrighed og en glødende interesse for videnskab og kunsten at brygge det bedste øl. Han formulerede ‘De Gyldne Ord’ for bryggeriet, der stadig kan læses over Dipylonporten ved de fire granitelefanter ude i Valby. Hans mål var altid at fremstå som et foregangseksempel på, hvordan det kan lade sig gøre at brygge det bedste øl på den mest hensigtsmæssige måde.

Plastik fra emballage, der flyder i vejkanten i det moderne Danmark, var nok ikke, hvad han drømte om. Derfor lancerer man nu, som den første bryggerikoncern i verden, en metode til at fjerne op mod 76 pct. af den plast, som bruges til emballage.

»Efter tre års research og udvikling kan vi nu præsentere en meget bedre og innovativ løsning, der hjælper os med at reducere brugen af plastik betydeligt. Vi kan altid gøre mere, men med Snap Pack kan vi lige nu og her gøre en mærkbar forskel, der reducerer brugen af plastik betydeligt,« siger Cees ’t Hart, administrerende direktør for Carlsberg Group.

 

Et stort fremskridt

Der er også grund til handling. Brugen af plast er de seneste 50 år tyvedoblet, og de kommende to årtier ventes yderligere en fordobling, konkluderer World Economic Forum i en rapport fra 2016. Ifølge rapporten The New Plastics Economy: Rethinking the future of plastics undslipper næsten en tredjedel af al indpakning og emballage lavet af plastik indsamlingssystemer. I stedet havner det ude i naturen.

Derfor ser WWF Verdensnaturfonden også nyskabelsen som afgørende godt nyt for miljøet og naturen.

»Vores natur og dyreliv er ved at drukne i plastik – og problemet vokser desværre eksplosivt. Derfor skal vi handle nu. Der skal være mindre plastik, som kan ende i naturen. Derfor er det et stort fremskridt, at man nu præsenterer løsninger, der markant reducerer mængden af plastik i deres emballage. Bryggeriet har med de nye løsninger taget de første store skridt på rejsen mod en mere ren og grøn fremtid,« siger generalsekretær Bo Øksnebjerg, WWF Danmark.

Introduktionen af Snap Pack kommer samtidig med en række andre forbedringer, som er rettet mod at skåne miljøet og naturen.

Når det gælder de større 24- og 20-packs vil de i fremtiden indeholde en andel genbrugsplast. Det reducerer ikke kun behovet for at producere ny plast, men også CO2 - faktisk har ren genbrugsplast op til 60 pct. lavere CO2-udledning.

Snap Pack kan findes i handlen fra begyndelsen af det nye år.

 

Vil du være med til at gøre mere for miljøet sammen med Carlsberg, så gå ind og deltag eller opret en aktivitet i vores Miljøkalender.

Hvad er en Snap Pack?

  • I stedet for at pakke sixpacks ind i plastik vil Carlsberg i fremtiden klæbe dåserne sammen med en innovativ, ny teknologi, der kaldes Snap Pack, og som bruger 76 pct. mindre plastmateriale end den nuværende plastindpakning.

  • Dermed spares mere end 150 tons plastik om året alene i Danmark – det svarer til mere end 7.500.000 plastikposer årligt.

  • Emballage er den aktivitet i øllets vej fra landbrug til forbrugeren, der efterlader det største CO2-aftryk på miljøet og naturen – hele 40 pct., hvor selve brygningen f.eks. udgør 14 pct.
}